Stærkt kvindefællesskab: Karin fandt støtte i Klub Q, da hendes mand døde

Stærkt kvindefællesskab: Karin fandt støtte i Klub Q, da hendes mand døde

Stærkt kvindefællesskab: Karin fandt støtte i Klub Q, da hendes mand døde

# Nyheder om sorg

Stærkt kvindefællesskab: Karin fandt støtte i Klub Q, da hendes mand døde

”Klub Q var en stor støtte, da min mand var syg, og da han døde for halvandet år siden”, lyder det fra Karin Petresch, der sætter stor pris på fællesskabet i Herfølge Kirkes klub for kvinder

Da min mand var alvorligt syg, kom jeg alligevel ud ad døren og hen i Klub Q. Jeg var her kun en times tid, og jeg ringede hjem til min mand flere gange og tjekkede op, men jeg kom herhen. Og da min mand døde, kom jeg hurtigt herhen igen,” fortæller Karin Petresch.

Klub Q er Herfølge Kirkes fællesskab for kvinder. To mandage om måneden bydes der indenfor til kaffe, brød og muligheden for en god snak i hyggelige og uformelle rammer.

”Hver gang jeg kom i Klub Q, var der nogen, der spurgte mig, hvordan det gik, og andre, der bare gav mig et knus. Det var en stor støtte for mig,” fortæller 79-årige Karin Petresch, alt imens hun spadserer op af grusstien og ind på skovkirkegården ved Herfølge Kirke. Hun viser vej gennem det smukke rekreative område, hvor stier svinger sig i skovbundsjorden mellem høje, solide træer og stykker af åbent land. Hun gør holdt, da hun når frem til en stor, gammel træstamme.

”Her sidder jeg, når jeg kommer på kirkegården,” fortæller hun og peger frem mod det sted, hvor hendes mand, Christian Petresch, blev stedt til hvile, da han døde for godt halvandet år siden efter et hårdt sygdomsforløb med en række opslidende indlæggelser.

Karin Petresch fortæller om sin mand gennem 42 år. Hun fortæller, hvordan de mødtes i Skagen, blev forelskede og sammen fik et virksomt liv i et stort treetagers hus i Bispebjerg i København sammen med hendes børn fra et tidligere ægteskab. Hun arbejdede som plejehjemsassistent og siden som leder, og han underviste på N. Zahles Seminarium og som forsker på Danmarks Lærerhøjskole.

”Da Christian på grund af sygdom fik svært ved at gå på trapperne i vores hus, besluttede vi at flytte her til Herfølge. Det er nu ti år siden,” fortæller hun.

Da parret kom til Herfølge, var det naturligt for Karin Petresch at benytte sig af de forskellige tilbud i Herfølge Kirke, og da Klub Q blev stiftet for knap fire år siden, begyndte hun også at komme her.

”Du kan bare møde op, der er ikke noget, du skal gøre eller sætte dig ind i. Det er en god måde at lære nye mennesker at kende i lokalområdet,” fortæller hun.

Hurtigt fik hun da også tre nye veninder i Klub Q, som hun også begyndte at ses med på andre tidspunkter.

”De tre kvinder har været en stor støtte for mig, da jeg mistede min mand. Jeg har været utroligt privilegeret at have en mand, der gjorde alt for mig. Skulle jeg for eksempel et sted hen, så sørgede han for at lave en rejseplan til mig, og han havde styr på vores økonomi. Da han døde, stod jeg virkelig med håret i postkassen på så mange områder, men de tre kvinder støttede mig hele vejen igennem,” fortæller Karin Petresch.

Hun fortæller, hvordan en af veninderne, Lilian, for eksempel trådte til og deltog i begravelsessamtalen med præsten.

”Min søn og min datter var meget hos mig, men lige den dag, hvor præsten kom, kunne de ikke være her. Der trådte Lilian til, og det var en Guds gave. Hun støttede mig, og vidste, hvad det var vigtigt at spørge om,” siger hun.   

Fire måneder efter sin mands død, fik Karin Petresch konstateret kræft, også her oplevede hun Klub Q som en stor støtte.

”Jeg meldte det klart ud i Klub Q, og hver gang jeg kom, blev jeg spurgt til, hvordan det gik eller fik et knus. Det var ikke, fordi vi skulle tale en hel masse om det, men det var godt for mig, at de vidste det.”

Karin Petresch fortæller, at flere af kvinderne i Klub Q har mistet deres ægtefælle, og det derfor er naturligt at tale om, hvordan det er at blive alene efter mange års ægteskab.

”Her kan vi tale om det dybe, men der er også plads til det, jeg kalder pladder,” siger hun med et smil og fortæller om den første tid efter sin mands død.

”Der blev så stille. Når jeg forlod vores hjem tændte jeg for radioen, så der ikke var helt stille, når jeg kom tilbage. Jeg var vant til, at Christian råbte ’hej min elskede’, når jeg kom ind ad døren eller at høre ham pusle i sit kontor, hvor han ofte sad og arbejdede med artikler eller lærebøger. Når man pludselig bor alene, er det godt at have nogle man også kan tale med om de små ting i hverdagen. Det behøver ikke kun at være dybe samtaler.”   

Og kigger man forbi Klub Q, vil man også opleve, at snakken går

lystigt rundt om bordene, over kaffen. Nogle tager deres håndarbejde frem, andre deler ud af anbefalinger til godt læsestof og andre igen fortæller om deres oldebørn.

”Her er der plads til alt muligt. Hvis man har en dårlig dag, så bliver man glad af bare at komme og pladre. Andre gange vil man måske gerne gå lidt dybere ned,” siger hun.

Karin Petresch er en aktiv kvinde med familie og mange interesser. Hun går til opera med en ny veninde, hun holder strikkeklub i sit hjem, hun deltager i foredrag og sangaftner i kirken og indtil helbred- et forhindrede hende i det, var hun aktiv i Ældresagens gåklub. Her i efteråret har hun også besluttet sig for at deltage i Kirkerne i Køge Kommunes Kirkehøjskole. Alligevel oplever hun, at Klub Q kan noget helt særligt.

”Jeg sætter utrolig meget pris på den omsorg og venlighed, man møder her, når man har brug for det.”   

Velkommen i Klub Q
Alle kvinder er velkommen i Klub Q til kaffe og en god snak. Samværet er uformelt, og tilmelding er ikke nødvendig. Vi mødes hver anden mandag i Herfølge Kirkes Børne- og Ungehus. Næste gang er  mandag d.  26. oktober kl. 14.00 til 16.00.

Vil du vide mere, kan du kontakte ansvarlig for Klub Q, Lene Søgaard Jensen, på telefon 2851 6878. Se datoer og tidspunkter i kalenderen på Herfølge Kirkes hjemmeside www.herfølgekirke.dk

Du vil måske også kunne lide...