22/04/2026 0 Kommentarer
Nyt mærke gør det nemt: Nu kan du købe grøn gravpynt
Nyt mærke gør det nemt: Nu kan du købe grøn gravpynt
# Nyheder

Nyt mærke gør det nemt: Nu kan du købe grøn gravpynt
Kirkerne i Køge Kommune lancerer sammen med lokale blomsterhandlere et nyt mærke, som gør det nemt at vælge et komposterbart produkt, når du køber pynt til en begravelse eller et gravsted
"Blomster er vores sprog, når mennesker dør. I andre lande og kulturer har man andre traditioner. Nogle steder kommer man med mad, men i Danmark kommer vi først og fremmest med blomster, når vi vil anerkende hinandens sorg og ære et menneskes liv,” fortæller præst i Herfølge og Sædder Kirker Lars Ulrik Jensen.
Netop derfor er han begejstret over, at Kirkerne i Køge Kommune i dag lancerer en ny mærkningsordning i samarbejde med lokale blomsterhandlere. I al sin enkelhed går ordningen ud på, at de medvirkende blomsterhandlere har modtaget manilamærker, som de kan påsætte komposterbare produkter. Mærket angiver så, at en buket, en dekoration eller krans kan ryge direkte til kompost, når den ikke længere er frisk og pynter på gravstedet. Samtidig gør mærket det nemmere for pårørende at træffe et bæredygtigt valg, når de køber pynt til deres kæres gravsteder eller i forbindelse med bisættelser og begravelser.
Bag projektet står kirkegårdspersonalet på Kirkerne i Køge Kommunes kirkegårde. De samles jævnligt i en erfagruppe, og det var her idéen opstod, fortæller Mark Jensen, der er tovholder for gruppen og medlem af provstiudvalget, der er de lokale kirkers samlede administrative enhed.
Han fortæller, at man i folkekirken i en årrække har været optaget af den grønne omstilling på forskellig vis. Et af fokusområderne er kirkegårdene, blandt andet fordi de hvert år leverer mange tons affald, hvoraf en for stor del desværre ender i restaffald, fordi det indeholder ikke-komposterbare elementer i form af for eksempel stål, olieprodukter og plastik.
”På kirkegårdene vil man gerne sortere affaldet, men de ansatte har ikke tid til at finsortere hver eneste krans, dekoration eller buket. Vi vil derfor gerne appellere til, at brugerne af vores kirkegårde overvejer, om pynten til deres kæres gravsteder kunne bestå af komposterbare materialer. Vel vidende, at det er lettere sagt end gjort. Jeg havde for eksempel aldrig selv tidligere skænket det en tanke, at der kan være plastik, stål, nylon, glas og andre ikke-komposterbare materialer i de dekorationer, man køber,” siger Mark Jensen.
Den nye mærkningsordning kan derfor hjælpe både kunder og kirkegårdspersonale, lyder det fra Mark Jensen.
”Når mærket er på, så ved både kunde og kirkegårdspersonale, at produktet kan sorteres som komposterbart affald. Selve mærket er naturligvis også komposterbart.”
Hos Bjerre Flowers i Borup hilser de det nye initiativ velkomment.
”Vi synes, det er en god idé. Hvorfor skal vi bruge plastikvarer, når vi kan bruge naturlige materialer? Vi har været i gang med grøn omstilling længe og genbruger alt, hvad vi overhovedet kan. Så man kan sige, at det her initiativ er lige ud ad landevejen for os,” lyder det fra Niels Ebbesen, der i en lang årrække har stået bag disken i Bjerre Flowers, der blev grundlagt i 1953.
På kirkegården i Herfølge ser kirkegårdsleder Kim Bo Jensen frem til, at mærkningsordningen får luft under vingerne. Han har nemlig hørt meget positivt om initiativet fra kollegaer andre steder i landet, hvor mærkningsordningen allerede er rullet ud.
”Man har gjort det her flere andre steder med succes, så jeg håber virkelig, at alle vores lokale blomsterhandlere vil tage mærket til sig, og at deres kunder vil vælge det til,” siger han.
Kim Bo Jensen har været i branchen i 42 år og ved om nogen, hvor stor en betydning det kan have at tænke bæredygtigt på kirkegården. Han fortæller, at Herfølge Kirke i løbet af et år får kørt i omegnen af 60 tons grønt affald til kompostering.
”Det vil gøre en kæmpe forskel, hvis vi kan tage de visne dekorationer direkte fra gravene og køre dem i den grønne møgbunke, der ryger til kompost. Det er meget tidskrævende, når vi skal skille dem ad og sortere for eksempel plastikbakker, oasis og plastikgitter fra dekorationerne. Om vinteren, når det fryser, kan det være næsten umuligt at gøre,” forklarer han.
Generelt er de optaget af at arbejde så bæredygtigt som muligt på Herfølge Kirkegård. Når kirkegården grandækkes om vinteren bliver grannet flettet uden snor eller ståltråd, der fjernes færre blade på skovkirkegården, hvor de i stedet blæses væk fra stierne og får lov til at formulde i skovbunden. Når de beskærer træer, etableres der kvashegn, som både pynter og efterfølgende formulder.
”Vi skal jo starte et sted, når det gælder CO2-aftryk og miljø, og vi her i lille Danmark, må jo gøre, hvad vi kan,” siger Kim Bo Jensen, der håber, at alle buketter, dekorationer og kranse med tiden vil få manilamærket og dermed kan ryge direkte til kompost.
Præst Lars Ulrik Jensen er enig med kirkegårdslederen i, at alle tiltag tæller, når det gælder den grønne omstilling.
”Det vi gør i disse år, er, at vi sætter ind her og der og allevegne. Og der er også en grund til at sætte ind på dette område, da der jo bliver brugt en hel del blomster til bisættelser og begravelser. Det har et vist klimaaftryk.”
Lars Ulrik Jensen mener nemlig, at kirkerne har et særligt ansvar, når det gælder at passe på vores fælles jord.
”Vi er sat til at passe på skaberværket, som en god husholderske eller gartner, men vi er endt et sted, hvor menneskeheden dominerer skaberværket på en måde, som er selvisk. Hvis ikke de kommende generationer har et sted at leve, så har vi ikke løst vores opgave. Det handler også om næstekærlighedsbuddet. Vi skal passe på hinanden og de generationer, der følger efter os,” siger han og tilføjer:
”Som kirke har vi fået den opgave at forkynde for verden, at den er skabt, og at vi er afhængige af Gud, der er skaberen. Med den vished vil vi i mødet med skaberværket blive fyldt af en undren og taknemlighed, der ikke passer ind i et regneark med kroner og ører, men som hænger sammen med, at vi er skabt med en ånd.”
Der sker noget med os mennesker, når vi erfarer, at vi er underfuldt skabt, forklarer Lars Ulrik Jensen.
”Når vi erkender, at livet ikke er en selvfølge, men en underfuld gave, sker der noget med os. Når vi erfarer, at vi skylder noget, der er større end os selv, vores eksistens, så begynder vi at se verden med nye øjne. Det kalder på en nænsomhed og omsorg i os, hvor hvert insekthotel og nyt træ, der plantes, tæller.”
I Herfølge Kirke, hvor Lars Ulrik Jensen er præst, arbejder de med flere andre grønne tiltag. I 2015 indviede man en skovkirkegård, og i en årrække har man været med i samarbejdet om et fælles krematorium i Ringsted, der nedsætter CO2-aftrykket betydeligt ved en kremering.
”I den lidt mindre afdeling har vi et stort insekthotel ved indgangen til vores skovkirkegård, og i den lidt større skala arbejder vi på et skovrejsningsprojekt i forlængelse af vores skovkirkegård,” fortæller Lars Ulrik Jensen.
I 2021 blev Folkekirkens Grønne Omstilling etableret. Det er deres formål at tage hele folkekirken i en grønnere retning ved blandt andet at understøtte lokale samt tværgående initiativer på landsplan. Fokus er på folkekirkens jorder, energiforbrug i folkekirken, indkøb og transport, affald samt inspiration og samskabelse.
Kommentarer