04/06/2026 0 Kommentarer
Ny sæson med store navne
Ny sæson med store navne
# Nyheder

Ny sæson med store navne
Sæt hverdagen på pause og bliv klogere på dig selv og verden. Kirkerne i Køge Kommune indbyder alle til at gå på opdagelse i de mange facetter af vores liv og samfund, som kristendommen har og har haft indvirkning på. Vi kalder det Kirkehøjskole!
Forårssæsonen sluttede af med en velbesøgt højskoleaften med skuespiller Thure Lindhardt, og allerede nu kan vi præsentere programmet for efterårssæsonen. Sæt kryds i kalenderen, når vi indbyder til to spændende højskoledage, hvor vi mødes to lørdage mellem kl. 9.00 og 13.00. Her hører vi to tankevækkende oplæg og spiser frokost sammen. Lørdag den 19. september handler det om dansk-jødisk historie, når vi får besøg af Bent Blüdnikow og Henrik Goldschmidt. Lørdag den 31. oktober får vi besøg af tidligere hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Busch, der vil tale om sorg med os. Samme dag skal vi også synge sammen med komponist og pianist Rasmus Skov Borring. Det koster 100 kr. pr. højskoledag inkl. frokost.
Sæsonen byder også på to gratis højskoleaftner. Onsdag den 30. september får vi besøg af forfatter, musiker og journalist Kristian Leth, der vil tale om sin bog Håb – Et forsvar for fremtiden, og onsdag den 18. november får vi besøg af forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky, der fortæller om sin tro, sit liv og sit forfatterskab.
Kommentarer