17/11/2026 0 Kommentarer
Hvorfor gør vi, som vi gør til jul?
Hvorfor gør vi, som vi gør til jul?
# Julehistorier

Hvorfor gør vi, som vi gør til jul?
I denne søde juletid er der ting, vi gør, fordi ”sådan gør man jo”. Men hvorfor er det egentlig, at vi tænder lys i adventskransen, fælder juletræ og giver hinanden gaver? Vi har bedt sognepræst Anita Hansen Engdahl om at forklare nogle af julens mange traditioner
Jul, jul, jul, jul, jul, jul, rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi med Peter Faber i hans julesang Sikken voldsom trængsel og alarm fra 1848. Og sådan er vi nok mange, der har det. Det skal helst være, som det plej- er til jul. Der skal fire lys i adventskransen, bages pebernødder og trilles marcipankonfekt, de små, søde nisser skal findes frem fra julekassen og placeres præcis, hvor de stod sidste år. Og sidste år igen.
”Det sjove er bare, at julen og dens traditioner er karakteriseret ved gradvist at ændre sig, og nogle traditioner dør helt ud henad vejen,” fortæller sognepræst Anita Hansen Engdahl. Bevæbnet med sin store historiske viden og J.S. Møllers værk Fester og højtider – i gamle dage vil hun forsøge at guide os gennem julens traditioner, så vi kan blive klogere på, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør til jul.
I denne søde juletid, synger vi med Brorson, men hvornår er det egentligt juletid?
”Det er måske en af de ting, der har forandret sig mest,” siger vores juleekspert, Anita Hansen Engdahl.
Hun forklarer, at man traditionelt har skelnet mellem adventstiden, altså de fire uger op til juleaften, og så juletid- en, som løb fra juleaften og helt indtil Helligtrekongersdag den 6. januar. Her tændte man juletræet en sidste gang, og børnene opførte Helligtrekongersspil og tjente en mønt ved at løbe fra dør til dør og synge.
”De traditioner er stort set forsvundet, de ebbede langsomt ud fra omkring år 1900, men en del ældre fra landet vil stadig kunne huske spil og løb. Ligesom med andre traditioner forsvinder de først i byerne, men holder længere ved på landet.”
Nu bærer vi julen ud langt tidligere, fortæller hun.
”I dag slutter julen for de fleste allerede anden eller tredje juledag, hvor træet ryger ud, og vi begynder at gøre klar til nytårsaften. Til gengæld begynder vi tidligere på julefejringen. Allerede i oktober kan vi købe julevarer og se pynt i vinduerne. Oprindeligt var adventstiden en fastetid, hvor vi ikke rørte hverken julemad- en eller juleøllet, men gemte det til julefesten. I dag er adventstid- en en tid, som vi spiser og fester os igennem. Det er blevet en optrapningstid, hvor mere og mere jul kulminerer juleaften. Før i tiden var det i højere grad en nedtællingstid og en mental og praktisk forberedelsestid, der eksploderede i julefejringen, der så varede frem til Helligtrekongersdag.”
Spørger man Anita Hansen Engdahl, om denne ændring er til det værre eller bedre, så har hun ikke et entydigt svar.
”Det er to forskellige måder at forberede sig til julen på. Stille og i venten eller ved at tage forskud på glæderne. Og det er vi gode til her i Danmark. Så selv om det, vi traditionelt har kendt som juletiden, er blevet kortere, har vi i princippet fået lov til at fejre julen meget længere. Det kan give plads til meget mere fællesskab og meget mere glæde,” siger hun og peger samtidig på faldgruberne.
”Ulempen er juleræs og julestress, og at december nemt bliver en tid, der er økonomisk kostbar.”
Velkommen, grønne adventskrans med dine lys så hvide, synger vi i Inger Otzens adventssang fra 1952. Og en tradition, som har holdt ved, selvom adventstid- en har forandret sig, er netop adventskransen.
”Den har stadig en central plads, selvom den de seneste år for nogle er ophørt med at være en krans i gran, men i stedet tager form af adventsstager i metal eller fire lys i forskellige størrelser, der står i forlængelse af hinanden og med numre sat på.”
Men dekorationen, krans eller ej, symboliserer stadig det samme. Nemlig de fire søndage frem mod juleaften.
”Traditionelt har der været en diskussion om, hvorvidt båndene på kransen skal være røde eller lilla. De lilla bånd henviser til, at adventstiden er en faste- og bodstid, hvor de røde bånd sammen med de hvide lys ikke bare er julens farver, men også Danmarks farver.”
Netop fædrelandskærligheden og advents- kransen er da også forbundet, forklarer Anita Hansen Engdahl.
”Mange tror, at adventskransen er en meget gammel tradition, men den kom først til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Den stammer fra Tyskland og spredte sig op gennem Sønderjylland, og efter besættelsestiden var den ude over hele landet.”
Juletræet med sin pynt, venter på, vi får begyndt, synger vi med digteren Lorentzen, der blev født ind i det københavnske borgerskab i 1892. Og det var netop borgerskabet, der i første omgang tog juletræet til sig i løbet af 1800-tallet.
”I 1810 kender vi det første juletræ herhjemme, omkring 1850 var det almindeligt blandt godsejere og i borgerskabet. Først omkring år 1900 var det indført i de fleste hjem,” siger Anita Hansen Engdahl og fortæller, at juletræet er endnu en tradition, der er kommet til os fra Tyskland. Her kan man spore skikken helt tilbage til 1500-tallet.
”Man pyntede med gran og kristtjørn, og så blev det til hele træer, man tog ind i stuerne og pyntede med æbler og senere igen med lys.”
Men hvorfor tog man et træ ind i stuen?
Jo, forklarer Anita Hansen Engdahl, det gjorde man på grund af den gamle legende om livstræet, som kendes tilbage fra middelalderen, hvor den blev opført som passionsspil ved juletid.
”Det er legenden om et dødt træ, der blomstrer igen. Eller i en anden variant er det fortællingen om træet, der blomstrer og sætter frugt julenat trods vinterkulden. Træet er altså et kristussymbol. På samme måde, som de lys, man pynter træet med, er en reference til Kristus som verdens lys. Senere kommer stjernen på toppen som et symbol på betlehemsstjernen, der ledte de vise mænd til jesusbarnet.”
Og særlig uundværlig, det’ Magasin. Det’ jul, det’ cool, kig dig lidt omkring, synger vi i MC Einars julehit fra 1988. Og vi kommer ikke uden om, at kommercialiseringen af julen, er den største motor i de forandringer, der hele tiden sker i måden, vi fejrer højtiden på, lyder det fra Anita Hansen Engdahl.
”I takt med at vi generelt er blevet mere velbjergede, ser vi, at markedet opfinder behov. Der har altid været mode i julen, men med vores øgede velstand ser vi det i stigende grad. Når vi ser julelys i turkis og sort, er der ingen forklaring på det andet end mode og kommercialisering.”
Et andet eksempel, fortæller hun, er, at juletræspynten i begyndelsen var spiselige julegodter og senere hen blev gaverne til børnene også hængt på juletræet.
”Nu har vi råd til juleguf hele december, og gaverne har et omfang, så de ikke kan hænge på træet. De kan knap være under det i nogle familier. Julegaverne tilskriver vi oprindeligt Sankt Nikolaus, og der var tale om almisser givet fra rig til fattig, og de tog form af naturalier som øl og brød. Senere begyndte borgerskabet at forære slik eller et enkelt stykke legetøj til deres børn.”
Siden, fortæller hun, er gaverne vokset, og Sankt Nikolaus er blevet til julemanden, og legenden er smeltet sammen med fortællingen om nisserne, der oprindeligt var hedenske væsener, der var lidt ondsindede, men med tiden blev søde, hyggelige og drillesyge og altså julemandens hjælpere.
”Og her har Coca-Cola så givet julemanden sin seneste skikkelse. Så kommercialiseringen har godt fat i julen, men vi har stadig en bevidsthed om, at i julen skal vi være generøse, ingen skal sidde alene. Og vi ser også, at der er en vending på vej. Flere er blevet optaget af at holde en bæredygtig jul, hvor der skrues ned for forbruget.”
Velkommen igen, Guds engle små, fra høje Himmel-sale, synger vi med Grundtvig i det, som Anita Hansen Engdahl kalder en af vores største julesalmer.
Og, forklarer hun, i den er der et budskab om, at der julenat er ”pivåbent” mellem himmel og jord, og vi får en forsmag på Guds evige fred i form af julefreden.
”Og julefreden er måske det vigtigste at huske på midt i kommercialisering og alle julens traditioner, hvor kære de end er. Julefredsbegrebet går tilbage til middelalderen, hvor man op til juleaften gjorde alt klart, men når julebudskabet lød, så gjorde man kun det allermest nødvendige. Vi kan lade os inspirere og udvælge enkelte traditioner og så ellers slippe alt og mærke hinandens nærvær på tværs af generationer og andre skel. Vi kan lege og læse højt for hinanden, i stedet for at lade julestressen tage over.”
Kommentarer