Når vi rammes af sygdom og død, får vi en helt anden fortælling end den, vi havde drømt om og håbet på. Så må vi skabe en ny fortælling, siger mangeårig hospitalspræst Christian Juul Busch. Han kalder det sorgens nødvendige fortælling. Mød ham her og i Kirkehøjskolen

Få mennesker har talt med så mange sørgende, som mångeårig hospitalspræst Christian Juul Busch har. Da han i 2022 gik på pension, tog han afsked med et arbejdsliv, der gennem 36 år har udfoldet sig blandt hvidkitlet sundhedspersonale, patienter og pårørende.   

Ikke så få gange har han talt med syge, døende og deres nærmeste, der stod overfor store tab, og den sorg, der fulgte med. Måske skulle de tage afsked med en ægtefælle, en mor eller en far. Måske skulle de indstille sig på at leve med alvorlig sygdom og uden udsigt til bedring. Måske stod de overfor at tage hjem med et handicappet barn.

Spørger man ham, hvad sorg er, svarer han – i første omgang – ganske kort:

”Sorg er hjertets længsel efter det, der ikke er mere.”

Han er stille et øjeblik og tilføjer så:

”Der er en sætning, som jeg har hørt utallige gange, nemlig den slags rammer jo kun naboen. Underforstået at vi jo ikke er naboen. Når vi bliver ramt af sygdom og død, så får vi en helt anden fortælling end den, vi havde drømt om, forventet og håbet på. På den måde kan man også sige, at sorg er at få en anden fortælling end den, man håber og ønsker.”

Han giver et konkret eksempel; en mand gik på pension for ét år siden, nu skal hans kone på efterløn, og nu skal de sammen rejse og rigtig leve livet. Men så kommer en kræftdiagnose på tværs. De har haft en drømmefortælling, men skal nu pludselig finde en helt anden fortælling.

”Livet er fyldt af rigtig mange tab, hvor sorg er en naturlig reaktion. Når vi oplever store tab, vil vi ofte opleve at få et eksistentielt chok. I tabet kan vi miste forståelsen af, hvem vi selv er, og hvad det bærende i vores liv er. Vi skal med ét til at lære noget nyt om os selv, og vi må fortælle en ny og anderledes fortælling om os selv. Det kan være en tung  fortælling, som det kan være svært at forholde sig til, men det er en nødvendig fortælling, sorgens nødvendige fortælling” siger Christian Juul Busch.

Han citerer forfatteren Karen Blixen: ”Når man fortæller, sætter man ting sammen, som er gået i stykker.”

Sorgens nødvendige fortælling, forklarer Christian Juul Busch, handler om at sætte ting sammen, som er gået i stykker. Men hvordan skabes denne nye, nødvendige fortælling så?

”Hvordan en fortælling skabes, er lige så forunderligt som livet selv, men det sker i et samspil mellem os selv og livet. Det er ikke kun os selv, der fortæller vores egen fortælling, men også livet, der fortæller os. Måske rejser der sig et krav fra et barnebarn, der har brug for omsorg. Så er ens fortælling både, at man har mistet, men også, at man er én, der støtter sit barnebarn og sin familie.”

Det betyder dog ikke, at man ikke selv kan skrive med på den nødvendige fortælling.

”Man kan bestemt gøre noget aktivt. Man kan melde sig til folkedans, gå i læseklub eller melde sig ind i et vandrelaug. Det er enormt individuelt, hvad man har brug for, og hvornår man er klar til at opsøge fællesskaber, men for rigtig mange mennesker vil det på et tidspunkt være givende.”

I det hele taget, slår Christian Juul Busch fast med syvtommersøm, så er sorg en individuel proces.

”Jeg plejer at sige, at sorg er lige så individuel, som et fingeraftryk er individuelt. Vi er forskellige, og derfor reagerer vi forskelligt. Man skal være meget forsigtig med at dømme nogle reaktioner som gode og nogle som dårlige. Ofte reagerer vi på en måde, der passer til dem, vi er. Ofte kan køn, alder og erfaringer spille ind på den måde, vi reagerer på et tab.”

Han fortæller, at man tidligere mente, at sorg, var noget man skulle igennem og blive færdig med. Man skulle komme sig.    

”At skulle komme sig over sorgen er et helt forkert udtryk. Tidligere sagde man, at sorgen bliver mindre, men det er krænkende at sige, at sorgen skal gå væk og mindskes, for på den måde mister vi tilknytningen til det menneske, vi måske har levet med i mange år eller det menneske, som vi elsker allermest.”

Derfor, er det også vigtigt, forklarer Christian Juul Busch, at man i sit liv og i sin nye fortælling, fortsætter båndene til den, man har mistet. Det betegnes i sorgforskningen som continuing bonds  eller på dansk fortsatte bånd.

”Vi skal finde en måde at have den person, vi har mistet, med os i vores liv. Enkelte vil måske gerne bare glemme, men de fleste vil gerne huske og holde fast i båndene til dem, vi har mistet.”  

I det engelske sprog har de, ifølge den pensionerede hospitalspræst, et værdifuldt ord for de danske ord at huske, mindes og erindre.  

”Egentlig mangler vi et ord på dansk, som svarer til det engelske remember. Hverken at huske, mindes eller erindre gengiver det særlige, som remember understreger. Re-member betyder at huske, at mindes, men også at gen-indsætte som medlem. Der ligger det i det, at vi genindsætter ham eller hende, som ikke længere er der fysisk, i vores fortælling. Det kan man gøre gennem minder, gennem det man har fået eller gennem de værdier, som afdøde havde.”

Christian Juul Busch mindes sine første år som præst. Dengang kom folk og betroede sig diskret til ham, at de stadig talte med deres afdøde ægtefælle.

”De sagde, at nu skulle jeg ikke tro, at de var blevet tossede. I dag ser man det som helt naturligt, at man har en fortsat kommunikation med den, man har mistet.”

I det hele taget er der sket meget positivt i vores måde at forstå sorg og møde mennesker i sorg på i de seneste årtier, fortæller Christian Juul Busch.

”Vi har talt meget om sorg de sidste årtier. Det er helt anderledes end dengang i 1980’erne, hvor jeg begyndte som hospitalspræst. Jeg er på mange måder så fornøjet over, hvor meget bedre det er blevet, selvom jeg godt ved, at ikke alle sørgende oplever, at netværket stiller op.”

Han forklarer, at det værste en sørgende kan blive mødt af, er det man i fagsprog kalder tavshedens sammensværgelse. Altså når ens omgivelser bevidst eller ubevidst undgår at tale om et tab eksempelvis på grund af berøringsangst.

”Det er uhensigtsmæssigt og krænkende. Ved man ikke, hvad man skal sige, så kan man sige netop det. At man ikke ved, hvad man skal sige. Så er samtalen i gang.”

Men, tilføjer han, mange oplever heldigvis, at netværket stiller op.

”I vores epoke har en grundfortælling været, at sorg er noget, vi er meget dårlige til. Det er også rigtigt, at der er nogle, der bøvler med sorgen i lang tid med høj intensitet. Det har fået overskriften, men jeg har gennem mit virke set rigtig mange, der klarer det rigtig godt. Det vil jeg gerne tale op, fordi det jo egentlig er et under.”

Han stopper op et øjeblik og uddyber så.

”Hvis man mister én, man er stærkt knyttet til, er det naturligt, at man tænker; nu er mit liv slut, jeg kan ikke leve uden den anden. Her har jeg bare set igen og igen, at vi menneskers evne til at klare belastninger er fantastiske. Vi er indrettet sådan, at selvom sorgen er stor og har ødelagt vores forståelse af, hvem vi selv er, så kan vi som oftest skabe nye begyndelser og nye fortællinger. Det er løfterigt.”

Hvor, vi finder styrken til at leve videre med vores tab, er individuelt, men Christian Juul Busch har ofte oplevet, at sørgende finder styrke i at kunne lægge deres liv i Guds hånd.

”Tro handler ikke om at kunne kontrollere det ukontrollerbare, men om at leve kontrolleret med det ukontrollerbare. Tro ændrer ikke virkeligheden, men tro gør det muligt at lægge sit liv i Guds hånd, at få støtte og styrke til at leve i den virkelighed, vi ikke kan kontrollere. Jeg har mødt mange mennesker, der har fundet en stor ro i at kunne folde deres hænder.”

På mange måder handler kristendommen om tab og sorg, men også om nye begyndelser, når tabet er allerstørst, forklarer Christian Juul Busch.

”Kristendommen handler om, at Jesus dør på skrækkelig vis. Men den handler også om, at han opstår igen. Det er en grundtone hos mig i alt, at jeg tror på nye begyndelser.”

Derfor har han også oplevet sit mangeårige arbejde blandt hvidkitlet sundhedspersonale, patienter og pårørende som meningsfuldt.

”Hvis jeg kan være medfortæller på sorgens nødvendige fortælling og hjælpe et menneske til at skabe trin til nye refleksioner og en ny begyndelse, så har det været meningsfuldt.”

Sideløbende med sit virke som hospitalspræst har Christian Juul Busch været involveret i Folkekirkens arbejde med sorggrupper, hvor man kan blive en del af et faciliteret fællesskab med andre, der har mistet en nærtstående.

”Jeg kan varmt anbefale at deltage i en sorggruppe, hvor arbejdet med sorgens nødvendige fortælling bliver understøttet. Her får man lov til selv at fortælle og lytte til andre. Og det at skabe en ny fortælling er vejen ud af fortvivlelsen og til at leve med sorgen.”  

Christian Juul Busch

› Christian Juul Busch er født i 1952

› Teolog fra Københavns Universitet. Ordineret til præst i 1984

› Præst i Vestre Fængsel, på Amtssygehuset i Glostrup og fra 1989 til 2022 på Rigshospitalet i København

› Fra 2013-2015 var han projektleder for Sorggrupper i folkekirken, et projekt støttet af TrygFonden

› Sammen med professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen og psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin har han redigeret bogen Giv sorgen ord. Sorgkultur i forandring, hvor han selv har bidraget med kapitlet Den døendes sorg. Mellem vemod og fortvivlelse (Munksgaard 2019)