Hver dag møder sygehuspræst Linda Ishøj Frederiksen mennesker, der er i krise eller sorg. Vi har spurgt hende, hvad det gør ved et menneske at få døden tæt ind på livet - og hvordan kirken kan være en ressource midt i det svære

"Vi lever i et høj- effektiviseret samfund, hvor der ikke er mange rum til sorgen,” sådan lyder det fra sygehuspræst Linda Ishøj Frederiksen, der siden 2013 har haft sin daglige gang på Sjællands Universitetshospital i Køge. Her er hendes fornemmeste opgave at skabe rum, hvor mennesker kan søge hen, når de er i krise, chok eller sorg. Det gør hun konkret ved at stille sig til rådighed for samtaler for både patienter og pårørende. Hun besøger også dødslejer, forretter nødvielser og kan tilkaldes, hvis pårørende har brug for det, når en respirator skal slukkes. På samme måde kan hun hidkaldes som en støtte og hjælp for pårørende til ofre for alvorlige trafikuheld eller andre ulykker. Og én af hendes største forcer er måske, at hun tør være til stede i det, der er svært, og at hun formår at skabe rum, hvor patienter og pårørende kan være til stede præcis, som de er, uden at skulle moderere sig selv.

”Det, at jeg ikke er bange for at være i det sorgfulde rum, hvor der måske hersker kaos, chok og angst, det giver en frihed til bare at være uden at skulle tage sig sammen eller være stærk. Her kan man være opgivende, usamarbejdsvillig eller vred, som man vil. Her kan man få luft for de følelser, man har. Det, tror jeg, kan være helende,” siger hun. 

Og det kan opleves voldsomt livsindgribende at miste sine kære eller at stå i det vakuum, det kan være, når man venter på at miste, lyder det fra Linda Ishøj Frederiksen. 

”Eller helt basalt at blive konfronteret med sin egen dødelighed. Det gør noget ved mennesker at blive lagt i en hospitalsseng, og pludselig er der god tid til at tænke. Måske er man på den anden side af alvorlig sygdom, eller man er midt i et langt eller svært forløb og frygter for, hvad der skal blive af én.”  

Hun fortæller, at det at miste en nærtstående - en ægtefælle, en forælder eller et barn - kan opleves som en bombe, der falder ned i ens liv. 

”Selvom vi godt ved, at det er svært at miste, så er folk ofte i chok over, hvor livsomvæltende det er. Man mister måske sit hverdagsliv og sine rutiner, nogle mis- ter deres hjem, fordi de må flytte, og nogle mis- ter mening og retning. Det kan føles som en bombe, der falder, hvor alt skal bygges op igen.”

Hun peger på, at sorg også kan være forbundet med ensomhed. 

”Det kan være svært at tale med andre om, hvordan man har det. Måske mangler man selv et sprog for, hvad man føler, eller måske mangler ens omgangskreds sprog. Så ikke nok med, at man er ked af det, så kan man også føle sig isoleret.”

”Desværre kan sørg- ende stadigvæk opleve, at folk går over på den anden side af gaden, når de får øje på dem. Det er jo ikke fordi, at folk vil være onde, men de ved ikke, hvad de skal sige og er måske bange for at gøre den sørgende endnu mere ked af det.”

Det kan også føles ensomt, fortsætter Linda Ishøj Frederiksen, hvis man har en oplevelse af, at ens omgangskreds gerne vil have, at man kommer videre; op på hesten igen og i gang med at leve sit liv. 

”Men man kan ikke bare lige komme videre. For nogle kan det tage mange år at bygge et nyt liv uden ens kære op,” siger hun.

Man vil som sørgende ofte opleve, forklarer hun, at omverdenen er langt hurtigere videre, end man selv er. Det kan betyde, at man ikke længere bliver spurgt til sit tab, og man kan få en følelse af, at andre har glemt den afdøde. 

Hvis man spørger den erfarne sygehuspræst, hvad man kan gøre, hvis man oplever, at sorgen er stor, og man føler sig ensom i den, så peger hun på kirkerne og deres tilbud til mennesker i sorg.

”I kirken er der rum for sorgen. På en og samme tid er kirken et glædens hus og et sorgens hus. Her kan polerne rummes. Der er ikke mange andre steder i verden, hvor der er plads til begge dele, og hvor der ikke er forkerte måder at være hverken glad eller ked af det på.”

Helt konkret kan man tage kontakt til præsten i ens lokale kirke, hvis man har brug for at tale om det, der er svært.

”Vi præster vil rigtig gerne tale med mennesker, der har mistet og har brug for en, der lytter. Det er en stor del af vores arbejde at møde mennesker, der er i sorg, og vi er ikke bange for at gå ind i sorgens rum. Vi er ikke berøringsangste og tør godt gå til sagen og spørge ind, også til det, der er svært,” lyder det fra Linda Ishøj Frederiksen.    

Hun fortæller, at noget af det vigtigste, som hun og hendes kollegaer gør, det er at lytte. 

”Ofte er det bedste, vi kan gøre, at lytte til den, der har mistet. Mange kan have behov for at fortælle om det, der er sket og det, der er svært, og måske orker de pårørende ikke længere at høre det samme igen og igen. Men det gør vi,” lyder det fra Linda Ishøj Frederiksen.   

Man kan også finde et åndehul, hvor der er plads til sorgen, ved at gå til gudstjeneste.

”Hver søndag kan man gå til gudstjeneste. Her kan man komme, som man er og med alt det, man bærer på. I gudstjenesten er der også plads til de mørke følelser, og ambitionen er, at gudstjenesten rammer de forskellige aspekter af livet - og det at være menneske - ind. Måske føler du dig mødt i bønner, tekstlæsninger eller præstens prædiken. Måske er det musikken, rummet eller roen, der gør dig godt. Gudstjenesten kan give dig én time om ugen, hvor du ikke skal andet end at være.”  

Hun fortæller, at man i kirkerne én gang om året holder en gudstjeneste, hvor der er et særligt fokus på at mindes dem, vi har mistet. 

”Den første søndag i november holder kirkerne allehelgensgudstjenester, hvor der er mulighed for at komme og mindes dem, vi har mistet. Det at indgå i et ritual, hvor vi sammen mindes vores kære, kan noget særligt for mange. Det giver en mulighed for at gå hen i kirken og markere, at den man har mistet, har haft og stadig har betydning. Det, at kunne gøre noget konkret, er en stor hjælp for mange, der har mistet.”

I århundreder har det i kirken været skik at mindes de døde på allehelgensdag, og i dag er det i mange kirker skik at tænde lys for og læse navnene op på dem i sognet, der er gået bort det forgangne år, og nogle steder bliver lysene båret ud på gravstederne efter gudstjenesten.  

Et andet godt tilbud fra kirken til efterladte er sorggrupper, fortæller Linda Ishøj Frederiksen.

”Det kan jeg varmt anbefale, fordi man her kan finde et fællesskab med andre, der går gennem det samme som en selv. Her er nogle mennesker, som man deler livsvilkår med, og det kan være meget helende.” 

Hun forklarer, at Kirkerne i Køge Kommune har et fælles tilbud om sorggrupper. Her mødes man otte gange i to timer ad gangen i en gruppe med max 10 deltagere.

 ”Hver gang tager vi et nyt tema op. Vi taler om dem, vi har mistet, om hvordan det er at miste, vi taler om bisættelsen eller begravelsen, vi taler om, hvad deltagerne hver især har fundet hjælpsomt i sorgen og hvad, der slet ikke har været hjælpsomt. Vi taler om, hvad kirkegården betyder for dem hver især og om og hvordan, de føler forbindelse til den, de har mistet.” 

Hver gang er der mulighed for at slutte af i kirken, for dem, der har lyst. Her kan man tænde et lys for den, man har mistet, der bliver læst en tekst, bedt fadervor og lyst velsignelsen. 

”Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en sorggruppe er noget for én, så er man velkommen til at prøve det af. Vi anbefaler, at man giver det et par gange, fordi vi ved, at de første gange er sværest, men allerede tredje gang vi mødes, bliver det nemmere, og pludselig griner vi lige så meget, som vi græder,” siger hun. 

Ofte ser hun også, at deltagerne i en sorggruppe udvikler venskaber.

”Nogle inviterer hinanden på kaffe, nogle går ture sammen eller deler strikkeopskrifter. Andre begynder at hjælpe hinanden, og der bliver dannet nye, gode relationer.”

Og netop fællesskaber er også det, som folkekirken kan tilbyde.

”Hvis man har brug for at udvide sit netværk, så findes der alle mulige fællesskaber i kirken. Strikkeklubber, mandeklubber og litteraturkredse. Og ofte er det gratis, eller også koster det ikke særligt meget, og alle er velkomne.” 

Læs mere om allehelgen ved at trykke på dette link